Historien om KCS - Katalog - Side 3
Den 17. oktober 1963 indkaldte SIK og Skive Erhvervsråd til møde, og der blev aftalt
at danne et aktieselskab, som skulle stå for drift og anlæg og have almennyttige
og kulturelle formål. Den nødvendige private kapital måtte være 500.000 kr. Byrådet
gav tilsagn om at give et beløb, der svarede til startkapitalen og desuden stille en 17
hektar stor grund på hjørnet af Sønder Boulevard og Skyttevej rente- og afdragsfrit
til rådighed.
Haludvalget gik nu i gang med at indsamle penge i form af private bidrag, overskud
fra Børnehjælpsdage og en Skive-uge, beløb indsamlet fra foreninger og aktietegning. SIF lovede at stille med 251 frivillige, der ville hjælpe med at bygge. Resultatet
blev fulgt på “barometre” på torvet i Skive og Egeris. I marts 1965 gennemførtes en
husstandsindsamling, og ved den lejlighed nåede beløbet endelig op på 570.000 kr.
Det første aktieselskab – og stævne
Den 18. maj 1965 blev der afholdt stiftende generalforsamling i det nye aktieselskab:
Skive-Hallen A/S Skive Idrætshal og Friluftsbad.
Aktierne var fordelt på A-aktier til de private aktionærer, der valgte fire bestyrelsesmedlemmer og B-aktier til kommunen, der udpegede tre bestyrelsesmedlemmer
fra Skive Byråd. Poul Hjalmar Sørensen blev valgt til formand og manufakturhandler
Bjarne Nielsen blev ulønnet, administrerende direktør.
Først den 29. august 1967 kunne man se resultat af anstrengelserne i Skive, for da
åbnede friluftsbadet med et 50 meter bassin. Det betød, at svømmeklubben samme
år kunne være vært for de jyske ungdomsmesterskaber i svømning og danske mesterskaber i 50 m fri svømning og bjærgning.
Men med friluftsbadet i Nr. Søby og Salling Hallen i Roslev var man altså ingenlunde
first-mover.