Historien om KCS - Katalog - Side 4
Økonomien satte sit præg
Efter indvielsen af friluftsbadet kunne bestyrelsen omsider tage fat på hallen – der
siden blev kendt som hal A – tegnet af den lokale arkitekt Erling Vind.
På grund af økonomien blev hallen mindre, end der var stillet i udsigt med mindstemål for en håndboldbane, fem badmintonbaner og bad fælles med friluftsbadet.
Den 16. juni 1968 blev hele anlægget indviet, men allerede ved indvielsen var hal og
tilhørende faciliteter faktisk for småt. Det blev hurtigt et problem for idrætsforeningerne, at træning måtte aflyses, når hallen skulle bruges til udstillinger, koncerter
eller andre idrætsgrenes arrangementer.
Ejerforholdet var sådan, at der var for 400.000 kr. folkelige aktier, som gav repræsentanter for idræts-, kultur- og erhvervsliv repræsentation i bestyrelsen. Efter Skive
Kommunes bidrag på 400.000 kr. var der også folkevalgte i bestyrelsen.
Det blev hurtigt et problem, at svømmebadet kun kunne bruges i sommerhalvåret.
Det blev løst fra 1971 med en overdækning med en boble fra september til maj, hvor
svømmebadet ellers ikke havde været i brug. Men det skete nogle gange under heftigt stormvejr, at boblen rev sig løs – og fløj væk. Det fungerede nogenlunde – dog
ikke uden omkostninger og besværligheder – indtil tanker om en ny hal blev født.
Ny hal – og ny direktør
Formanden for SIF, advokat Jeppe L. Jepsen, kom i bestyrelsen for Skive Hallerne A/S
som repræsentant for idrætten i 1978 – og blev siddende som formand helt frem til
foråret 2002.
I 1979 vedtog et stort flertal i Skive Byråd at sætte en ny hal på Skive Kommunes
budget for 1980. Det var ikke uden diskussioner, da man i 1980 vedtog et projekt til
15 mio. kr.
I sensommeren 1981 blev den første direktør for Skive Hallerne A/S ansat. Det blev en
sønderjyde, Gunnar Bruhn Simonsen, der var kendt som tilflyttende fodboldtræner.