Jubil%C3%A6umsskrift_v3 - Flipbook - Page 17
NY
HØJSKOLE
KOMMER
TIL SKIVE
Skive Idrætshøjskole
Umiddelbart efter åbningen af badelandet offentliggjordes
det, at Skive-Hallerne skulle stå som bygherre og udlejer af
en ny idrætshøjskole ved siden af hallerne. Skive Idrætshøjskole, der var startet af en gruppe tidligere lærere fra Oure
Idrætshøjskole, kostede 8 millioner kr. at opføre. Pengene til
byggeriet blev lånt. Idrætshøjskolen fik ikke tilmeldinger nok,
bl.a. fordi den ikke nåede at komme med i højskolernes fælles
katalog, så dens bestyrelse besluttede at lukke skolen, inden
den nåede at åbne for alvor. Skive-Hallerne stod tilbage med
bygningerne og renteudgifter på 100.000 kr. om måneden. I
januar 1993 blev bygningerne overtaget af en anden nystiftet
højskole, Den europæiske Folkehøjskole. Folkehøjskolen lagde ud med kurser for offentligt ansatte fra Østeuropa i foråret
1993, men da skolen i efteråret udbød sit første lange kursus,
led den samme skæbne som Idrætshøjskolen. Fra 1994 til
1996 rummede bygningerne den selvejende institution Skive
Sports College, der lejede bygningerne for et år ad gangen.
Flere nye mødelokaler – og et gammelt
I løbet af 1990’erne blev Skive-Hallerne udvidet flere gange, så
hallernes selskabs- og mødelokaler kunne rumme flere store og
små selskaber, møder, kurser eller konferencer på samme tid.
I 2000 kunne et meget specielt mødelokale tages i brug. I 1933
indrettede mesterforeningerne i Skive en såkaldt Laugsstue i et
lokale i ”Den nye Borger- og Håndværkerforening” i Frederiksgade 8 i Skive. Laugsstuens udsmykning og møblement var et
eksempel på godt lokalt håndværk, udført af mesterforeningerne selv. Laugstuen blev brugt som mødelokale for foreningerne
indtil begyndelsen af 1990’erne, hvor bygningen blev solgt til
Salling Bank.
Mesterforeningerne pillede stuen ned med håb om at kunne
genopsætte den et andet sted. Laugsstuen lå i depot i nogle år,
indtil Skive-Hallerne som led i en udvidelse af mødelokalerne
gav plads til Laugsstuen, der nu kunne benyttes af mesterforeningerne til møder eller i forbindelse med andre arrangementer i hallerne.
Den fejlslagne investering i Skive Idrætshøjskole, svigtende
besøg i motionscentret samt underskud på hallens egne arrangementer fik Skive-Hallernes underskud til at stige, og det
nødvendiggjorde en forhøjelse af det kommunale tilskud fra 3
millioner kr. i 1990 til det dobbelte i 1991. I 1993 overtog byrådet hallernes gæld på et tidspunkt, hvor aktieselskabet bag
hallerne havde tabt egenkapitalen, og i 1996 overtog Skive
kommune den tidligere idrætshøjskole, der blev omdannet til
daginstitutionen ”Hedemarken”.
For de knap 7 millioner kr. i kommunalt tilskud, som hallerne
og badeland modtog i 1993, fik Skive en attraktion, der var nr.
24 på Danmarks Turistråds liste over populære udflugtsmål.
Skive Badeland havde et besøgstal på 224.000 gæster om
året og var dermed den største attraktion i Viborg og Ringkøbing amter foran Hjerl Hede og Jesperhus Blomsterpark på
Mors.
JUBILÆUMSSKRIFT 2017
16